Når kunsten bliver til os alle
Når kunsten er os alle
Når kunst er alt
Det startede i januar 2012. Vi blev sure!
Og det har vi været lige siden.
Sure over, at vores del af landet, vores del af regionen, vores del af kommunen tilsyneladende bliver overset og er ugleset i den brede offentlighed. Vi vil ikke nøjes, vi vil også være med.
Men vi har forstået og formået, forvandlede og forundrede, at få sat gang i en proces, der nu lige for lidt siden har kastet ikke mindre end en et Skulpturlandsby Selde-projekt af sig.
Vi har fået fester, events, happenings, arbejdsfællesskaber, arbejdsfællesglæde, kunstværker og ikke mindst en kæmpe stor bevidsthed og selvforståelse gennem de seneste 2 år!
Jeg vil forsøge at sætte fokus på nogle af de fix-mærker, nogle af de events og de oplevelser, det har givet sådan en som mig, at være med i processen. At iagttage.
Jeg er pissestolt af at bo i en landsby, hvor ting kan lade sig gøre, og hvor ingen er for fine til at deltage i f.eks. på kommando at lægge sig på ryggen på en græsplæne, og sammen med 50-60 andre synge af karsken bælg lige ret op i himlen! Det er og var fantastisk!
Vi har fået oplevelser, vi ikke sådan lige kan slippe, feks., da der var blus på 9 gravhøje rundt omkring på egnen, eller da vi spærrede hovedgaden af, og havde langbord med ternet dug og fællesspisning da soklen blev indviet! Vi var i de landsdækkende kulturaviser, vi flyttede rundt med VOKSEVÆRK, og nu har vi ved fælleshjælp og en vision skabt utopia, som dagligt er en fryd for øjet!
Se – det og meget mere, vil jeg forsøge at sammenfatte med en lille portion humor i et foredrag, som jeg vil kalde ”Kom med – ud til kanten!”
Marianne Jørgensen