Maleriudstilling

17-08-2014

 

Tilbageblik og Gensyn – ny kunstudstilling på Da Winti

I ”Den blå Sal” på 1. sal i Da Wintis store hus på Anton Rasks Plads, Furvej 14 i Selde kan man fra i torsdags og frem til den 20.okt. se en særudstilling af fire kunstnere, som for 25 år siden boede og arbejdede på ”Galleri da Winti” i lange perioder om sommeren.
Det er væverne Torill Ruud Galsøe og Lene Helmer Nielsen og malerne Flemming Born og Lennart Thougaard, som har transporteret deres værker fra København til Selde.
Da Wintis faste ophængning i stueetagen indeholder allerede malerier fra begge billedkunstnere - malerier som gæsterne altid er fascineret af.
Lennart Thougaard maler abstrakt med præcise penselstrøg i meget smukke intensive farver – det er billeder, som enhver beskuer oplever på helt personlig vis, da de indeholder mange detaljer, som udfordrer til at gå på opdagelse og danne egne billeder i billedet. Det er overraskende at se hans meget forskellige løsninger på arbejdet med farver og former.
Nogle af Flemming Borns billeder er på sin vis mere konkrete, da de ofte indeholder mange små genkendelige figurer.
Det er beskuerens opgave at opdage sammenhængen og fatte indholdet i billedet – en opgave, som kun kan løses ved at beskæftige sig med det.
Andre af Borns billeder er collager, som er opbygget af mange forskellige elementer og samlet med malede detaljer, så de danner en fængslende helhed.
Billederne er ved nærmere betragtning yderst forskellige løsninger på arbejdet med nogenlunde ens materialer.
Torill Ruud Galsøes værker bærer præg af hendes lange arbejde som væver af både brugstekstiler og billeder. De er udført med utrolig præcision og lavet af forskelligartede papir-materialer. Billedernes strenge stregføring er udført på symaskine. Ved første øjekast er billedernes opbygning meget klar.
Der er fire billeder, som har tydelige referencer til fx K. Malewitsch, men ser man nærmere på dem, opdager man forskellene i stregføringen/syningen. To andre værker er udført med papirsnor, som er bearbejdet og syet sammen til ”vægtæpper”, der får en til at tænke på japanske papirarbejder.
Lene Helmer Nielsen er ligesom Torill uddannet væver og har livet igennem arbejdet med tekstil kunst.
Hun udstiller fire billeder, som er syet med farvet hørtråd på tyl. Værkerne er abstrakte billeder af uhyre sart karakter.
Der opstår ikke noget ”mønster”, som sædvanligt ved syede ting, men de farvede linjer slynger sig udtryksfuldt i flere gennemsigtige lag af tyl. Derved opstår en flerdimensionel helhed, man betragter med glæde.
På de to andre udstillede billeder er det nemmere at se væverens bud på interessante muligheder indenfor vævede løsninger med forskelligartede udtryk.
Da Winti har i den kommende tid forskellige arrangementer, så som tre malekurser fra Galleri Salling, ferniseringen af Skulpturlandsby Selde d. 12. og 13. september, besøg af grupper, som har bestilt arrangementer på Da Winti og private fester. Der vil altså være mange besøgende, som får glæde af at se den fine kunstudstilling i ”Den blå Sal”.
Udstillingen kan ses til midt i oktober. I august er Da Winti åbent tirsdag og torsdag fra 14 – 17. Ellers kan man ringe og aftale et besøg – dette er i så fald gratis.

Sponsorer

Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"

cookie ikon

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her