Forfatter: Berit Iversen.
Mel.: Pigerne fra Småland...
For år tilbage blev vi jo af pressen helt dømt død
Men se for os der tændte dommen nok en lille glød
og nu vi viser verden og hinanden hvad vi kan
se blot omkring dig, her er der jo lidt for alle mand.
Vi har bier, bønder, bokser, borgergrupper og en brugs
vi har havefolk og kirkens folk og kunst til pynt og brug
der er automænd og skønhedstips og fritidssyslerier
så der er nok at se på hele dagen, hvis du bli'r
Når børnene de lege vil, de sendes roligt ud
at klatre rundt i træerne og gå på æbleskud
for her er plads til ungerne og vil de spille bold
så er der plads i hver en lille by bag egen vold
og afsted på cykel går det, når til skolen de skal hen
og finder de mon ikke også der en lille ven
trafikken den er rimelig for hvert et lille nor
og sådan skal det være, det gi'r tryghed for en mor.
Årstidernes skiften følger vi hver en'ste dag
ved kig på alt omkring os, ser vi tyd'ligt dag for dag.
At sommer følger vår og efter det, der kommer høst
og vintrens klare stjernenat, hvor håbet bliver født
den lune vind, den kolde blæst i træets høje top
og skyerne på himmelen, og drømmen når derop
de lysegrønne bøgetræer de glæder os' enhver
til travetur ved stranden, kun med den som man har kær.
Se vi er jo forskellige, hver har sin egen grund
at leve, elske, dø heroppe lige ved Fursund.
Men når vi trækker samme vej, skønt læsset kan vær' tungt,
så flytter vi en masse, og får væltet alting rundt
og vi bor på verdens bedste plet det ved vi alle mand
med marker, eng og bakke, dal og fjordens klare vand
så er der højt til loftet og når stjernerne er tændt
da føles alting rigtigt og al verdens bøvl er glemt.