Kjeldgård
Kjeldgaard, Selde Sogn
Bygningerne:
Det nuværende Kjeldgaard er opført i slutningen af 1700-tallet i ét stokværk. I grundmuren ses en del genbrugte kirkekvadre. Omkring 1920 (årstal 1917 indsat mod nord) fik hovedbygningen tilføjet en lav, tilbagetrukket førstesals gennemløbende kvist og i hjørnerne blev tilføjet lave, ottekantede tårne.
Kjeldgaard er, formentligt senest i sidste halvdel af 1400-tallet flyttet fra Selde By mod nord, til den nuværende placering ved Fursund.
Her tog gården navn efter en hellig kilde, muligvis en helligkilde tilknyttet den nu forsvundne Lund Kirke ved Lundhøj.
Kjeldgaard er opført i nuværende grundplan fra midten af 1700-tallet, 1787 ombygget af Frederik de Stiernholm. I midten et tværhus med to fløje tilbygget mod øst og vest i bindingsværk.
Ca. 1920 blev de oprindelige fire kviste mod syd sløjfet. I forbindelse med den omfattende restaurering blev bygget en lav tilbagetrukket overetage på den gamle grundmurede hovedfløj og der blev indskudt tårne til bindingsværksfløjene. I 1926 er de oprindelige bindingsværksfløje nedtaget til fordel for de rødstenshuse, som ses den dag i dag.
Hovedbygningen er på tre sider omgivet af enkelte voldgrave, mod avlsgården i syd er dobbelte grave.
Ejerskab
Gården tilhørte i 1524 Ove Vincentsen Lunge Dyre til Tirsbæk(v. Vejle). I 1578 nævnes dennes dattersøn, Ove Juel som ejer. Efter hans død i 1599 kom Kjeldgaard til brodersønnen Jens Juel, der var rigsråd og statholder i Norge (død 1634).
Rester af et gammelt voldsted, som endnu kan spores i den nordøstlige del af herregårdshaven, hører formentlig til en gruppe af befæstede herregårde fra perioden 1490 – 1550 – lig andre herregårde fra samme tid. (Østergaard 1500 – 1550, Jungetgaard 1548)
Endnu i begyndelsen af 1700-tallet stod den gamle bygning med tårn og spir. Gården var også dengang omgivet af grave, og i gården og i husene skal have været mange ”springvand”.
Hofmester på Sorø, Jørgen Rosenkrands fik Kjeldgaard med 336 tdr hartkorn ved ægteskab med Jens Juels datter, Christence. Han ejede gården til 1668, hvor den blev solgt med 84 tdr hartkorn til fru Dorte Daa, gift med Gregers Krabbe. Efter hendes død i 1675 overgik ejerskabet til slægten Due, først svigersønnen Bernt Due, og dernæst i 1704 til dennes søn, Manderup Due.
1709 blev Kjeldgaard solgt til Herlov Jensen, en borgersøn fra Stiernholm ved Horsens, der i 1747 købte sit adelspatent af Frederik V., hvorefter han kunne kalde sig ”de Stiernholm”. Stiernholmslægten besad Kjeldgaard i tre generationer frem til 1810. Hovedgården var da på 30 tdr hartkorn, samt mølleskyld (2 tdr) og kirketiender (73 tdr), samt et bøndergods på 278 tdr. hartkorn.
Til Kjeldgaard hørte bl.a. Selde Kirke, som Herlov Stiernholm ikke syntes at have interesseret sig meget for!
I 1736 indsender sognepræsten Hans Lunge i Selde en klage til Kongen over Stiernholm, som ”i kirken henlægger havredynger ved døbefonten”, kirkeklokken er revnet ”fordi den med sten blev banket på og savnede tov at drages med”. Ridehestene sviner foran kirkedøren og svin ”ilde tilreder” de dødes grave.
En del materialer fra kirken skulle angiveligt være fjernet til Kjeldgaard af Stiernholm ”til sine huses reparation”. Jv.fr. de i soklen indmurede kvadre og vinduesbuer.
Kjeldgaards Marker rakte fra Branden i nord og langt ind i Selde by mod syd, dog således at en bred strimmel jord langs Selde Vig tilhørte byen. Mod øst gik skellet mod Floutrup by.
I 1797 frasolgte Frederik de Stiernholm det meste af bøndergodset og efter hans død i 1810, solgtes gården og resten af bøndergodset…
Efter skiftende ejere i 1800-tallet ejedes Kjeldgaard 1911-1915 af Axel Froberg, der også var ejer af Østergård i Åsted (1906-1943). I 1912 købte Skive Omegns Udstykningsforening af Froberg for 67.000 kr. en parcel på omkring 200 tdr land af gårdens sydvendte jorder, som udstykkedes til 10 husmandsparceller.
Nyere historie:
I 1936 blev Carl E. Jacobsen ejer af Kjeldgaard. Han var sønnesøn af brygger Carl Jacobsen, der grundlagde Carlsberg. Under Anden Verdenskrig dyrkede han (Carl E. Jacobsen) tobak for Obels fabrikker i Ålborg. Efter krigen producerede han cigarer i tårnværelset, men nu af importerede tobaksblade. Hans næringsbrev og en enkelt cigarpresse findes stadig på Kjeldgaard.
Den 24. oktober 1958 solgte Carl Jacobsen Kjeldgaard til godsejer Jens Henry Christensen, Ny Rybjerggaard, hvis datter Anna og svigersøn Johannes A. Jørgensen blev forpagtere, og fra 1964 ejere af gården.
I 1993 købte sønnen Henry Jørgensen og hans hustru Kjeldgård, hvor de har boet siden 1999. Siden 1980´erne er tilbagekøbt en del af de i 1912 solgte jordbesiddelser.
I dag drives gården med 1250 årssøer og 320 ha jord. Både svineproduktionen og marken drives i aktieselskaber, med lokale samarbejdspartnere.
Sagn
Skipper Clement
Et sagn fortæller, at Skipper Clements Bondehær i 1534 gør ophold på Kjeldgård, inden de sejler videre mod vest, for senere at rane og nedbrænde Spøttrup Ladegård, Bustrup og Kaas.
Færdes man på Limfjorden, er dette sagn slet ikke usandsynligt – man lander naturligt på Kjeldgårds strand hvis man kommer fra nord, og vil ind gennem Fursund. Trend og Vitskøl Kloster ses tydeligt fra strandengen, ligesom Fur, Livø, Himmerland og endda Hanherred også gør det, hvis man bevæger sig lidt øst på, op ad Kjeldgårdsvejs bakke mod Floutrup.
Jomfrutræet i Kjeldgårds have
Et sagn beretter om et hult bøgetræ i Kjeldgaards have, hvori der stod vand, selv i de tørreste somre. Klokken 11 om aftenen gøer alle hundene på Kjeldgaard og samtidigt går en hvidklædt dame under træerne i haven. Her gengives sagnet om ”Jomfrutræet i Kjeldgaards have” fortalt i 1899 af købmandsdatteren i Selde, Emilie Demant Hansen (gift Hatt):
”… I den brede Gang med de gamle træer skulle det heller ikke være godt at komme ved Midnatstid. Sagnet gik at her i gamle Dage var skjult en forbrydelse. Det største af træerne dernede var en gammel Bøg – den tykke Stamme delte sig knap et Par Alen over Jorden i to Grene – eller Stammer – for tykke var de endda begge to og imellem dem var Træet hult lige til Roden. Hulhedens øverste Munding var så stor som et Barnehoved og dertil den Mærkværdighed ved Træet at Hulheden altid stod fuld af Vand – det var ikke Regnvand, thi selv i lange regntørre Tider var Vandet der og kunde endda flyde over – derfor var Træets Sider slimede og grønne.
Sagnet gik at en mørk Nat kom en ung Jomfru bly og sanseløs ned til træet med et dødt nyfødt Barn i sine Arme – Barnet havde kun et tyndt silkeklæde svøbet om sig; og hun puttede det forsigtigt ned i det hule Træ. Vandet flød over med en boblende lyd – hun bøjede sig hurtigt ned og gravede med sine hvide Hænder et par håndfulde Jord op og kastede det ned i Træet. Så vendte hun sig pludselig og løb med Dødens Rædsel efter sig – hun tørnede mod Træstammerne – hun faldt – rejste sig igen og blev til sidst borte i Mørket mellem Træerne.
Sagnet fortæller ikke mere, kun at hun endnu hver Nat kommer i sin lange hvide Natdragt og vasker sine Hænder i Træets Hulhed, som den Dag i Dag staar fuld af Vand.”
KE Jakobsen, Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv 2008 / mjø 2016
Dynamic-it
Dynamic-IT er en virksomhed placeret i Skive. Dynamic-IT leverer hjemmesider, webshops, markedsføringsrådgivning, grafisk materiale og IT-Support af h...
Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"
